Gulpladebiler – skat og moms
Hvis du har en gulpladebil, som du bruger både i din virksomhed og privat, er der nogle skatte- og momsmæssige forhold, du skal være opmærksom på.
Af Inga Larsen, revisor HD(R), VKST Revision
Momsfradrag for små vare- og lastbiler
Hvis din vare- eller lastbil har en tilladt totalvægt på højst 3.000 kg, gælder der særlige regler om momsfradrag. Den tilladte totalvægt kan du finde på bilens registreringsbevis.
Bruger du bilen både privat og i virksomheden, er der intet momsfradrag for anskaffelsessummen. Det er et krav for momsfradrag ved anskaffelse af små vare- og lastbiler, at bilen udelukkende bruges til momspligtige formål.
Det kan ind imellem være svært at skelne om der er tale om erhvervsmæssig eller privat kørsel – særligt hvis bilen bruges til kørsel mellem bopæl og arbejde. Her er en god tommelfingerregel dog, at hvis bilen er specialindrettet (fx håndværkerbiler med værktøj og hylder i lastrummet), anses kørsel mellem hjem og arbejde som erhvervsmæssig kørsel, mens det ikke er tilfældet, hvis bilen ikke er specialindrettet.
Ved erhvervsmæssig kørsel mellem hjem og arbejde i specialindrettede varebiler, er det også tilladt at køre svinkeærinder på op til 1.000 km. årligt – fx kan du hente børn på vejen hjem fra arbejde.
Du har fuldt momsfradrag for driften af bilen – altså fx brændstof og vedligeholdelse, så snart den bruges i den momspligtige virksomhed, og altså selvom den også bruges privat. Det eneste krav er, at virksomhedens momspligtige omsætning, skal overstige 50.000 kr. årligt.
Hvis du indregistrerer bilen til både erhvervsmæssigt og privat brug, forsynes den med papegøjenummerplader, og du skal betale halv privatbenyttelsesafgift, hvilket typisk er ca. 3.000 kr. årligt.
Momsfradrag for større vare- og lastbiler
Hvis din vare- eller lastbil har en tilladt totalvægt på over 3.000 kg. er det de almindelige regler for momsfradrag der gælder – både vedrørende anskaffelse og drift. Det betyder blandt andet, at hvis bilen bruges til både private og momspligtige formål, skal der opgøres et skønsmæssigt momsfradrag ud fra hvordan den anvendes – både på anskaffelsen og driften.
For vare- og lastbiler med tilladt totalvægt op til 4.000 kg. gælder de samme retningslinjer om specialindretning og kørsel mellem hjem og arbejde, som for de små vare- og lastbiler. Det samme er tilfældet for indregistrering og privatbenyttelsesafgift. Dog kan halv privatbenyttelsesafgift for denne kategori være op til ca. 8.500 kr. årligt.
Skatten – Hvem skal bevise hvad?
For en række år siden blev bevisbyrdereglerne ændret for kørsel i biler på gule plader, hvor ejeren ikke har betalt privatbenyttelsesafgift. Der blev indført en såkaldt formodningsregel, som betyder, at SKAT skal bevise, at ejeren af en gulpladebil kører privat i bilen. Formodningen er, at bilen alene anvendes til erhvervsmæssig kørsel, når der ikke er betalt privatbenyttelsesafgift på bilen. Det betyder, at SKAT eller politiet skal stoppe bilen på et tidspunkt, hvor ejeren kører privat i bilen, for at ejeren kan beskattes af den private benyttelse.
Men tilbage står spørgsmålet: Hvornår er der så tale om privat kørsel?
Ikke specialindrettede køretøjer
Udviklingen i domstolenes praksis viser, at der ikke skal ret meget til, før SKAT har løftet bevisbyrden for, at en ikke specialindrettet bil er benyttet til privat kørsel.
Det fremgår blandt andet af en dom fra Østre Landsret fra 30. maj 2013. I den sag blev en skatteyder anset for at have kørt privat i en gulpladebil, som ikke var specialindrettet, fordi der lå en pakke bleer, nogle morgenmadsprodukter og en flaske flydende vaskemiddel på forsædet af bilen.
Specialindrettede køretøjer
Når bilen er specialindrettet gælder de samme regler som beskrevet under moms for, om kørslen anses for at være privat eller ikke med hensyn til kørsel mellem hjem og arbejde og svinkeærinder. Der skal meget til, før SKAT anerkender, at bilen er specialindrettet.
Konsekvensen af at benytte bilen privat
Anvender du virksomhedsordningen og er bilen placeret i virksomhedsordningen, skal du beskattes af fri bil. Fri bil beregnes forenklet med 25 pct. af bilens købspris indtil 300.000 kr. og 20 pct. af resten. Mindsteværdien er dog altid 25 pct. af 160.000 kr., uanset om bilens købspris er lavere.
Når bilen er i virksomhedsordningen, kan du trække alle bilens driftsudgifter fra, selvom du også benytter bilen til privat kørsel.
Der vil ske beskatning af fri bil i hele den periode, du har ejet bilen, hvis SKAT afgør, at du benytter bilen privat. Det er uden betydning, hvor meget du har kørt privat, da det er rådigheden over bilen til privat kørsel, du bliver beskattet af.
Anvender du ikke virksomhedsordningen, eller er bilen ikke placeret i virksomhedsordningen, kan du kun fratrække den andel af bilens driftsudgifter, der vedrører de erhvervsmæssigt kørte km. Kører du 25 % erhvervsmæssigt i bilen, kan du få fradrag for 25 % af alle udgifter vedrørende bilen og 25 % af de beregnede afskrivninger.
SKAT kan på nuværende tidspunkt ændre skatteansættelsen tilbage til indkomståret 2015, men hvis der er tale om et groft uagtsomt forhold, kan SKAT gå længere tilbage. Manglende beskatning af fri bil er et forhold, der ofte takseres til at være groft uagtsomt.
Dagsbeviser
Husk også, at du kan købe dagsbeviser til privat kørsel i vare- og lastbiler på op til 4 tons totalvægt. Dagsbeviser bruges, når bilen er indregistreret til udelukkende erhvervsmæssig brug, men du alligevel ønsker at bruge den til private formål i op til 20 dage om året. Dagbeviserne gør det altså muligt at køre privat i en erhvervsmæssig gulpladebil, uden skatte- eller momsmæssige konsekvenser.
Dagsbeviser koster 185 kr. eller 225 kr. pr. døgn og kan købes på SKATs hjemmeside eller via SKATs app til smartphones.
Skiltning på gulpladebiler
Har du en varebil på gule plader, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, skal bilen afmærkes med virksomhedens/ejerens navn eller logo. Også virksomhedens CVR-nummer skal fremgå af mærkningen. Følgende skal opfyldes:
Oplysningerne
- skal være synlige og letlæselige,
- skal være i en farve, der klart afviger fra farven på vare- eller lastbilen,
- skal stå på venstre og højre side af vare- eller lastbilen,
- må ikke anføres på skilte eller lignende, der kan tages af og på vare- eller lastbilen, og som kan fastgøres på vare- eller lastbilen med selvklæbende plastfolie.
Der er også særlige krav til størrelsen på bogstaverne.
Det er dyrt at glemme skiltet. Det koster 5.000 kr. første gang, og hvis det ikke bringes i orden, bliver det dyrere, hvis du igen bliver stoppet uden skilt.